"Jeg tror ikke han var overrasket, men som han lå dér på jorden med det her forpinte udtryk i ansigtet og tårerne trillende langsomt ned over kindbenene, var det alligevel med forbløffelsen malet i øjnene, som var han netop vågnet op til et mareridt, der nu udgjorde hans eneste virkelighed.
     "Græder du, hva'? Græder du nu, hva'?" spurgte Bonnard spottende, mens polakken rejste sig op. Og da gik det op for mig. Det her ville ingen ende tage, det ville blive ved og ved de næste mange måneder, og med ét følte jeg mig meget træt. De svage af os skulle knækkes, én for én. Lige præcis den dag man mindst ønskede det, den dag man var blevet for blød, der ville de slå ned på én, som en flok sultne gribbe. De ville arbejde sig helt ind under huden, for til sidst at stramme til, for til sidst at knække én, som man knækker en vild hest - ved at køre én træt, ved at presse én til det yderste. Men de skulle ikke få ram på mig. Det var det eneste jeg kunne tænke. Bonnard klappede den hostende polak på kinden, mens han på ny sagde "hva'? hva'?" Men polakken sagde ikke noget.
     "Er du træt, hva'? Er du træt?" spurgte Bonnard igen ..."

     - 'Til det yderste - Rekrut i Fremmedlegionen' © Peter Hovmand 1998