Om rationaliteten og det dobbelte blik i
Til det yderste

Af Karsten Wind Meyhoff

Peter Hovmands erindringsbog om Fremmedlegionens rekruttræning er først og fremmest beskrivelsen af en reduktion af det menneskelige, en reduktion der skal gøre rekrutterne i stand til at udholde det umenneskelige. Hele denne proces har en ubehagelig tendens (en form for psykisk tortur, med det kropslige som anslagspunkt) der netop gør at man kan se nødvendigheden i det ubehagelige, og heri ligger der en formulering af sandheden, som måske er ilde hørt, men bundet til kategorien det nødvendige. Til alt held er der to former for blik i bogen, nemlig det blik der står midt i oplevelsen, som nærmest bliver en art surrealisme i sin eksakte realisme, og videre det blik der formår at hive en smule ud af begivenhederne og indsætte med en refleksion, der måske ikke er kritisk, men dog distanceret og derfor i stand til at anskue det der sker med en vis form for objektivitet og rationalitet. Det er givet at de fleste af rekrutterne netop kun har det første blik til rådighed, hvorfor de overstrømmes af begivenhederne og derfor bestandigt er på kanten til at drukne i begivenhedernes gang og konsekvens.

Fortællingens gliden mellem de to synsmåder fungerer upåklageligt som en art motor og giver en indre spænding, hvor kampen ikke blot foregår på det fysiske niveau, men snart nærmer sig det psykiske, hvor den egentlige overlevelse vel ligger. Måske er det netop denne differens og spænding, der får fortælleren til at sige nej til de evige bordellers ture i slutningen, og dermed som vendepunkt ikke blot får ham til at kvitte legionen, men ligeledes til at skrive bogen. Dette blik løber som tematisk linje fra intermezzoets scene, hvor refleksionen får et lille rum, og frem til slutningen, hvor netop dette blik tager overhånd. Fortælleren gør her rejsen fra et blik til et andet, og således kan bogen opfattes som en slags dannelsesroman. Ligeledes ligger der en kostelig ironi over hele rekruttidens hårde træning og nødvendighed, idet fortælleren netop ikke kommer i krig. At alle anstrengelserne har været omsonst i fysisk forstand - og i stedet gør fortælleren til netop fortæller, afslører ligeledes at refleksionens blik sejrer i de rigtige. Hele kanaliseringen fra kampviljen til forfatterviljen, hvor den omsonste fysiske træning igen får liv, åbner op for den mulige anskuelse, at det er i selve erfaringens formidling, at erfaringen i virkeligheden får kontur og retning.

Til tider dukker der smukke, poetiske beskrivelser op uden forvarsel. Her er det igen fortællerens brug af blikket (det første blik), der giver bevægelserne i sproget. Eksempelvis på den afsluttende march hvor naturen nærmest ses gennem en hallucinatorisk optik, hvor historien er så langt væk, at begivenhederne løsrives fra deres betydning i den store historie og verden fremtræder i al sin poetiske evidens. Ligeledes i kontrasten til de turister som rekrutterne møder. I mødet ligger en beskrivelse (det andet blik) af en anden verden og blikket fra en anden verden. I dette blik ligger et uendeligt potentiale, der rækker langt ud over at påpege kontrasten mellem to rum. Fremmedheden er en form for absolut andethed, og fokuseringen på denne verden er helt i sin egen orden. Fremmedheden i sig selv er ingen analyse, men dogmatikken og det fanatiske står alligevel frem i konkret kontrast til den normale verden. Fremmedheden formulerer en prægnant erfarings egen indre kontrast; kampen mellem det fysiske og psykiske rum, kampen mellem det der ses og det der ikke ses, mellem viden og uvidenhed, kampen med de andre, en kamp der er al ære værd og ligeledes er et stærkt moment i bogen.

Tonens træthed bringer intensiteten ind i bogen, thi det landskab fortælleren befinder sig i bliver farvet af en udmattelse, en hårdhed, som ligger hinsides godt og ondt, og som gør det kyniske i rekruttræningen vigtigt, fremfor blot et latterligt moment. Således forstået at det rammer en ordenes "klang", der udføres med sikkerhed, og videre at disse toner varieres undervejs alt efter hvilken blok af erfaring fortælleren bearbejder og netop spiller op mod stoffets blotte indhold. Med andre ord kommer tonen i formidlingen af oplevelsen til på glimrende vis at anskueliggøre situationerne, den giver dem liv. Man får klart det indtryk at fortælleren befinder sig i en tilstand, hvor barriererne mellem det ydre og det indre langsomt krakelerer, og det er her den konkrete realisme mødes med tonens intensitet. Tonens variation kommer ligeledes ind og lægger sig over handlingens gang, hvilket gør at sammenhængen i bogen, snarere end at den følges i tid, bliver manifesteret af tonen og temaernes minimale forskydning. Præcis tonens moment er et af de vigtigste momenter. Her er det eksemplet med det dobbelte syn, der bliver tonens bærer. Hele vejen igennem har synet forskellige pladser og positioner, hvilket skaber ikke blot en fortællemæssig bevægelse, men ligeledes en udvikling i den person, som er subjekt for dette syn. Om forholdet mellem sammenhæng og tone, kan man sige at kapitlerne kan betragtes som noveller, små erindringsnoveller, hvis overordnede kontinuitet netop ligger i tonen, dvs. at den stilistiske sammenhæng ligger transversalt gennem stoffets blokagtige karakter. Til slut melder der sig dog en skriftens udmattelse. Underligt nok gør dette at de sidste kapitler egentlig fremtræder som mere afklarede end de første, hvilket naturligvis igen understreger udviklingens pointe. Bogens relevans fremtræder ubestrideligt gennem erfaringens natur og formuleringen af denne erfaring.

© 2000