Google translate I Forfatterskab I Biografi I Links






Forfatterskab
Biografi
Links 

 

 

Hypothalamus
Roman
Forlaget Patagonien 2022

Hypothalamus er den del af hjernen der styrer menneskets vrede og aggressioner.

Mary bor alene ude på landet. Hun nyder de små ting i hverdagen, haven, skoven og de gode minder. Hun har to sønner der besøger hende jævnligt.

Men ikke alt er fryd og gammen. I det skjulte lurer hendes afdøde mand, Poul, og virkeligheden er helt anderledes end hun havde forestillet sig.

Fortiden påvirker nutiden. Virkeligheden kan ses fra forskellige perspektiver. Det er Pouls fortid der vender tilbage, og det er den ældste søn, John, der bliver den handlende kraft.

Og på sidelinjen står Henrik, den umulige lillebror, adopteret, halv grønlænder, arbejdsløs. Men måske er det netop ham der kan se, hvordan det hele hænger sammen ...

 


"En rigtig fin fortælling om menneskets psykologi, og om hvordan fortiden kan påvirke nutiden. Men også en stærk fortælling om forholdet mellem to brødre. Romanen er velskrevet, og personerne træder levende frem."
- Dorthe Jørgensen, Dansk BiblioteksCenter

**** "Man kommer ind i nogle familiemønstre som kan virke let genkendelige for nogen og svært genkendelige for andre. Og det er vældig interessant, for man får historien fra flere vinkler og får en relation til hver enkel karakter ... Et spændende og anderledes værk, som man bliver ret eftertænksom af."
- Bogrummet.dk

 

 

Grødhoved
Roman
Forlaget Patagonien 2014

Michael bliver alvorligt såret som soldat i Afghanistan, og efter et par måneders genoptræning og en frivillig exit fra hæren skal han til at finde sig selv igen. Det bringer ham dog hurtigt på afveje, men han kæmper stædigt videre med at få styr på sit liv. Løsningen ligger måske i en vandretur til toppen af Pyrenæerne sammen med soldaterkammeraten Caspersen, men det kræver mange forberedelser, og ingen af dem aner, hvad der venter forude …

En tragikomisk roman om en såret soldats vej tilbage til livet.


"Hovedpersonerne begiver sig ud på en skæv og slingrende odysé ... med genvordigheder og uventede glæder til følge. Det er ikke selvmedlidenhed, som de to veteraner lider af, men derimod en kuldslået gævhed, som er ganske gribende. Det gode ved 'Grødhoved' er, at den hverken folder et melodrama eller en skæbnefortælling ud. Derimod er romanen tro imod den lange og seje kamp for at komme tilbage til en form for normaltilstand, som mange soldater må kæmpe med ... Et værk som 'Grødhoved' kan udgøre et bemærkelsesværdigt bidrag til den offentlige eftertanke."
     - Lasse Horne Kjældgaard, Politiken

"Som veteran fanger bogen mig omgående. Forståelsen for de problemer de fleste af os møder i dagligdagen, efter hjemkomst fra en vilkårlig udsendelse, er perfekt beskrevet af Peter Hovmand. Hans forståelse og indblik i veteranernes verden er lige i øjet, og han formår at beskrive sindstilstande og forskellige situationer helt nøjagtigt. En bog der er værd at læse for ikke kun samtlige veteraner, men ligeledes også for Hr. og Fru. Danmark, der har en holdning til Danmarks og verdens udsendte soldater."
     - Dennis Ohlsen, veteran

"Soldaten Michael har været udstationeret i Afghanistan, men blev alvorligt såret og sendt tilbage til Danmark ... Her prøver han at påbegynde et nyt liv uden for militæret, der ellers har været hans et og alt ... Han har det svært, bliver nemt træt og irriteret og er hurtig til at blive vred. Alligevel planlægger han en vandretur til Pyrenæerne med en kammerat ... Det bliver en tur med forviklinger og overraskelser ... Målgruppen omfatter både mænd og kvinder."
     - Michael Olsen, Dansk BiblioteksCenter


"Grødhoved er en fantastisk god bog!"
     - Maria Helleberg


Fås også som e-bog Uddrag

 

Lars Husum

 

Vild med Vestjylland
Anderledes ture i det vilde vesten
Forlaget Patagonien 2014

En anderledes, enkel rejsebog om Vestjylland – med fokus på natur og historie - skove, hedeområder og de gamle byer - strande og fæstningsanlæg.

Med stor indsigt og kærlighed tager forfatteren Peter Hovmand os helt ind i hjertet af Vestjylland.

Efter talrige rejser rundt i regionen (dels som soldat og senere som fotograf) har forfatteren en helt særlig sans for, hvad der er vigtigt, når man er ude vestpå ...

Det anbefales at man anskaffer sig et opdateret kort som supplement til bogen.


Uddrag

 

 

 

Knut Hamsuns oprør
Hamsun, Nietzsche og oprøret
mod det moderne samfund
Forlaget Patagonien 2013

Dette er ikke en biografi om Knut Hamsun, det er til gengæld en kritisk indføring i nogle af hans sværeste, men nok også vigtigste romaner, nemlig 'Mysterier' og 'Pan' fra henholdsvis 1892 og 1894. Hermed fokuserer bogen på kernen i forfatteren Knut Hamsun, nemlig hans litterære værker og hvad de rummer af betydning for læseren.

Hamsuns tidlige romaner er moderne, eksperimenterende litteratur der i sin tid var helt fremme i frontlinien af genrens udvikling, længe inden nogen begyndte at tænke på f.eks. James Joyce og Virginia Woolf ...


"Fyldt med gode iagttagelser ... Hamsun ses her at gøre oprør i en efterligning af Nietzsche mod de moralske værdier i samfundet ... Men det viser sig senere, at Hamsuns modernitetskritik er af konservativ art: Han vil bekæmpe den moderne splittelse med gamle bondeidealer ... Peter Hovmand foretager diskursanalyser af det filosofisk-ideologiske indhold i romanerne - og det er som sådan karakteristisk for hans behandling af dem. Det er det tematiske indhold der interesserer ham ... med sine uomtvistelige indsigter ..."
     - Bo Hakon Jørgensen, dr.phil., Kristeligt Dagblad

"Peter Hovmand har et levende sprog ... Fremstillingen følger med stor og indlevet energi spillet mellem mystifikation og provokation i de hamsunske heltes forhold til omverdenen, og overordnet udmærker analyserne sig ved god tekstforståelse. Inspirationen fra Nietzsche er en relevant indfaldsvinkel, og det er en god idé at tage udganspunkt i moralkritikken snarere end i de mere ideologiske udfald mod den moderne kultur ..."
     - Martin Zerlang, professor, Københavns Universitet

"Hamsuns romaner og Nietzsches tankegods er svært stof ... Bogen vil være et vægtigt indlæg i udforskningen af et forkætret og vanskeligt forfatterskab."
     - Jytte Bræmer, Dansk BiblioteksCenter

Uddrag Abstract

 

 

 

Ikke altid sådan her
Fortællinger fra afgrunden
Forlaget Patagonien 2012

Historierne handler ofte om voldsomme oplevelser der ændrer hovedpersonens liv i et koncentreret øjeblik. Således prøver vidt forskellige mennesker på hver deres måde at påvirke deres skæbne i en bedre retning. Men det er bestemt ikke altid det ender som de havde håbet på ...

Vi kommer bl.a. tæt på den rige alkoholikers svanesang, skæbner på brandsårsafdelingen, den gamle købmands møde med en røver, nye kærlighedsforhold i storbyen, et djævelsk faldskærmsspring, taberens forsøg på at overleve i provinsen, børshajens forliste drømme og håb ... og meget, meget mere ...


***** "Peter Hovmands noveller er mesterlige ... hans indsigt i den menneskelige hverdags-psykologi er fænomenal, hans fornemmelse for selvbedraget er evident, men først og fremmest er hans kunstneriske sans for at tilrettelægge en handling og dosere afsløringen med læseren som indforstået og spændt medvider forrygende."
     - Niels Houkjær, Berlingske Tidende

"Det er både rørende, modbydeligt og tankevækkende på samme tid ... man suges ind i de enkelte fortællinger, der bruges til at reflektere over samfundet generelt ... Novellesamlingen viser en forfatter med et stærkt greb om det danske sprog. En udgivelse jeg anbefaler på det varmeste."
     - Jakob Holm Krogsøe, Dansk BiblioteksCenter

"I denne novellesamling bliver man som læser skubbet ud til randen af livet, ud hvor det er svimlende at kigge ned. Novellerne arbejder med et 'point of no return,' hvor der vitterligt ikke er noget return ... Peter Hovmand har sans for at beskrive de små valg i hverdagen, som kan være fatale ... Den bedste novelle er 'Sår' ... et genialt twist som viser nogle helt andre sider af en ulykke, end man forventer ..."
     - Kim Stig Andersen, Ørestad Avis


Fås også som e-bog Uddrag

 

 

Hen over jorden
Fortællinger om barndom og manddom
Lindhardt & Ringhof 2000

19 barske fortællinger om barndom og manddom. Om dyrekøbte erfaringer, om kammeratskab og om at finde sin plads i tilværelsen. Om skam og ydmygelse, sejr og triumf - og om at træffe det rigtige valg før det er for sent.


"Historierne i 'Hen over jorden' giver ekko. Ikke mindst dér, hvor noget afgørende ændrer sig i et menneske eller i et menneskes forhold til de andre. Peter Hovmand har et meget sikkert blik for de irrationelle mekanismer, der kan binde mennesker til hinanden eller støde mennesker fra hinanden. Han har en viden om verden, som er forbløffende ... og hans evne til at dække det korte forløb, så at alt i det kommer frem, er mindst lige så forbløffende."
     - Jens Kistrup, Weekendavisen

"Små tætte fortællinger, der røber et uhyre skarpt blik for det system af magtanvendelse, trods og ydmygelse, som udgør den mere hårde del af drenges univers. Hovmand får gang på gang skrevet læseren en kold klump i mellemgulvet. Han er en fortæller, som kender det mandlige kamphormon fra sin egen krop og kan levere en temmelig enestående analyse af det rastløse beredskab, der er blevet en hjemløs og uforudsigelig dark horse i det sociale spil ... Talentet og ikke mindst nerven er ikke til at tage fejl af."
     - Kim Skotte, Politiken

"Stærkest virker skildringerne fra barndom og ungdom med aggressioner og idiosynkrasier og voldelige situationer udfoldet blandt kammerater i skolen og banden med magtkamp og gruppepres og vold. Men inde bag den skal af råhed, som tilfældigheder og situationer provokerer, findes de gode følelser, de bløde længsler og drømme. Helten ønsker sig ofte væk fra det vilde og voldsomme, når bordet har fanget og det onde kører friløb. Det er i disse momenter, i den psykologiske spænding Hovmand viser sit mesterskab."
     - Ejgil Søholm, Jyllands-Posten


Fås også som e-bog Uddrag

 

 

Soldatens dans
Filosofisk roman
Forum 2003

Romanen udspiller sig i tiden efter Anden Verdenskrig. Levi er en ung mand der har oplevet krigens rædsler på nært hold. Det har berøvet ham alle illusioner og efterladt ham med en trang til at forstå hvordan det kunne gå så galt.

Da han opdager at mange tyske soldater lader sig indrullere i den franske hær, for at undgå at blive stillet til ansvar for deres handlinger under krigen, melder han sig selv til Fremmedlegionen.

Snart befinder han sig i Indokina, hvor vietnamesiske guerillagrupper kæmper for løsrivelse fra kolonimagten Frankrig, og der går ikke lang tid før han selv kommer til at opleve krigen og hvad den gør ved menneskets inderste væsen ...


"Peter Hovmands lille roman 'Soldatens dans' er en særegen, sælsom og suggestiv fabel om mænd og våben. Om krigens både mentale og genetiske fascination, der giver ekko af en særlig maskulin mystik, som stadigvæk og stædigt er til diskussion. Vi er altså i en mandeverden, hvor mod, ære og tapperhed er facader for begrebernes modsætninger, folkemord, afstumpethed og umenneskelighed. Men han gør det godt, ja glimrende ... selv om dette langtfra er en bog for alle, så giver den et både frastødende og smittende signalement af krigens drabanter og deres ‘danse macabre’."
     - Bo Tao Michaëlis, Politiken

"Hovmand skriver meget køligt, og glødende intenst på samme tid, og hele det fremmede univers, med dets blanding af romantisk nihilisme og perverteret brutalitet på en baggrund af absolut håbløshed bliver mærkeligt bevægende ... Det er det store hul i midten det handler om, og det skriver han klart frem."
     - Peter Laugesen

"Krigens virkelighed skildret psykologisk og filosofisk .... Hovedpersonen har overlevet krigen, men mistet sine forældre. Han erfarer at mange tyske soldater melder sig til Fremmedlegionen for at undgå strafforfølgelse. Selv melder han sig af en anden grund. Hvorfor går først op for læseren langt henne i romanen. Han oplever krigens gru i Vietnam fra 1950 til 1952 ... Tidsbilledet og miljøet står skarpt, men det er ikke det væsentlige. Gennem reflekterende tankerækker prøver han at forstå hvad det hele går ud på."
     - Keld Lau Larsen, Dansk BiblioteksCenter

"Det er samme glasklare, overbevisende prosa som hos Ernst Jünger, den samme nøjagtige dosering, når historien skal fortælles. Det er hinsides almindelig dygtighed, det vidner om et betydeligt talent."
     - Bent Vinn Nielsen, Jyllands-Posten


Uddrag

 

 

Til det yderste
Rekrut i Fremmedlegionen
Lindhardt & Ringhof 1998

Når jeg ser tilbage på min tid i legionen, husker jeg den trods sin grumme alvor først og fremmest som noget lærerigt. Som rekrut i legionen gjorde jeg mig mange erfaringer, som det nok ville have taget mig mange år at gøre på anden vis. Jeg fik i den grad et andet, udvidet, elementært perspektiv på livet. Jeg lærte at man kan vænne sig til stort set alt, at alting vitterligt er såre relativt ...


"Bogens styrke er det selvoplevede, der udmåler afstanden mellem Fremmedlegionens svulstige æreskodeks og den ufatteligt rå virkelighed - og gør det på loyal vis. Det er stærk tobak."
     - Ulrik Høy, Weekendavisen

"Velskrevet, bemærkelsesværdigt sober og troværdig ... en af de sjældent troværdige skildringer, der fortæller om virkeligheden."
     - Nils Eric Boesgaard, Berlingske Tidende

"Peter Hovmand må være gjort af et særligt stof ... Det er en nøgtern og barsk beretning i et klart og i enkelte afsnit poetisk sprog."
     - Arne Christiansen, Frederiksborg Amts Avis


Uddrag Essay om bogen

 

Bestil bøger

 

 

 

 

Del denne side: